home
thbp
movies
fishing
indernettet
webportal
links
contact



Release Information
Instruktør: Richard Kelly
Premiere: 15. april 2008
Spilletid: 144 min.

Handling
Los Angeles, 2008. Byen er på randen af en samfundsmæssig, økonomisk og miljømæssig katastrofe. USA styres ubarmhjertigt af det lyssky og allestedsnærværende bureau ”US-Ident”. Boxer Santaros (Dwayne Johnson), en actionstjerne med hukommelsestab, Krysta Now (Sarah Michelle Gellar), en pornostjerne med eget reality-show på tv, og Roland Taverner (Seann William Scott), en strisser med løsningen på en omfattende sammensværgelse forsøger at finde en mening med det hele.


Picture copyright © Samuel Goldwyn Films

Anmeldelse
Det er efterhånden omkring syv år siden Richard Kelly fik sit gennembrud med kultfænomenet Donnie Darko. Sidenhen har der været ret stille omkring ham, men med udgivelsen af Southland Tales melder han sig på banen igen. Skulle man være bekymret for, at han ville lave en mainstream film, så kan man ånde lettet op, for Southland Tales er ligeså kringlet og kompleks som Donnie Darko, men desværre også lidt af en rodebutik.

Det er et sjældent umage hold skuespillere Kelly har samlet. Rollelisten tæller således bl.a. Dwayne ”The Rock” Johnson, American Pie-stjernen Seann William Scott, en næste ukendelig Justin Timberlake og Buffys Sarah Michelle Gellar i en virkelig humoristisk rolle som pornostjernen Krystal Now.


Picture copyright © Samuel Goldwyn Films

Handlingen udspiller sig i 2008, men verden ligner på ingen måde, den vi kender. Eller som Krystal på et tidspunkt siger, ”Scientists are saying the future is going to be far more futuristic than they originally predicted”. En bombesprængning i Texas har udløst terror-paranoia, og lovindgreb har reduceret befolkningen retssikkerhed. Miljøproblemer, eskalerende konflikter i Mellemøsten og nye ekstremistiske grupperinger i USA har bragt samfundet sig på kanten af det totale sammenbrud.

Det er en sælsom blanding af aktuelle politiske problemer og et mere fjernt futurisk univers, der kendetegner Southland Tales. Det virker derfor umiddelbart ulogisk at lade filmen udspille sig i år 2008, men Richard Kelly forsøger på den måde at fortælle os, at det totalitære overvågningssamfund, som filmen skitserer, måske ikke er så langt væk, som vi forestiller os.


Picture copyright © Samuel Goldwyn Films

Det er meget tydeligt at se, at 11. september og de efterfølgende begivenheder har været en meget central inspirationskilde for filmen. Det er et svært emme at forholde sig til, og Kelly er også endt med en meget kompleks historie, der på en gang er både drama, sort humor, pop kultur, science fiction og politisk satire.

Som politisk thriller er Southland Tales overspillet, og de talrige referencer i alle mulige retninger øger heller ikke troværdigheden. Eller som min yndlingsfigur i filmen – Krystal – så smukt illustrerer det: ”…violence is a big problem in our society today and I will not support it. That is the primary reason why I won't do anal”. Det er da virkeligt et statement, der vil noget, men også meget karakteristisk for filmens forsøg på at gabe over langt mere, end den kan holde til.


Picture copyright © Samuel Goldwyn Films

Hele historiens fyldige persongalleri er – formodentligt ganske bevist – rene karikaturer uden nogen form for hold i den virkelige verden. Der er ingen rød tråd i handlingen, og i stedet bliver man trukket gennem et over to timer langt show-off af lækre kameravinkler og fiffige fortælletricks. Jeg kan ikke mindes at have set en film, der minder om Southland Tales, og det er både godt og skidt. Den er absolut en anderledes og interessant oplevelse, men også en forfærdelig omgang rod.

Ekstramateriale
Ekstramaterialet består af et omkring ½ time langt program kaldet ”Surveilling The Southland”. Der er en anderledes film, og det er absolut værd at høre Kelly uddybe filmens temaer. Men et kommentarspor, hvor han kunne guide en igen filmens mange kringelkroge, savner man nu stadigvæk. 

Karakter

Film:

Billede og Lyd:
Ekstramateriale:

back